Køkken inspiration
Køkken inspiration begynder med din hverdag
Der findes næsten ikke grænser for, hvor meget køkken inspiration man kan finde. Køkkenøer, farvede fronter, åbne hylder, træ, stål, marmor og den ene flotte løsning efter den anden.
Men det køkken, der ser fantastisk ud på et billede, er ikke nødvendigvis det køkken, der fungerer bedst hjemme hos dig.
For vores køkkener skal kunne noget forskelligt. Nogle familier spiser alle måltider ved køkkenbordet, mens andre mest bruger spisepladsen til morgenkaffe og lektier. Nogle laver mad fra bunden hver dag, og andre vil langt hellere have ekstra bordplads til kaffemaskinen end til en stor køkkenmaskine.
Derfor synes jeg, den bedste køkken inspiration begynder med at se på, hvordan du faktisk bruger dit køkken. Hvad fungerer allerede? Hvad irriterer dig i hverdagen? Og hvad savner du plads til?
Når du ved det, bliver det også nemmere at sortere i alle de flotte løsninger og vælge dem, der giver mening hjemme hos dig.
Sidder du godt?
En spisebordsstol kan være nok så flot.
Men hvis du allerede efter en halv time begynder at flytte rundt på dig for at sidde ordentligt, bliver du næppe gladere for den med tiden.
Vi sidder forskelligt, og derfor findes der heller ikke én spisebordsstol, der er behagelig for alle.
Sædehøjde, ryg, armlæn og polstring betyder mere, end man måske lige tænker over, når man forelsker sig i en stol på et billede.
Mit bedste råd er derfor meget lavpraktisk: Prøv stolene.
Og gerne hele familien, hvis det er de stole, I skal sidde på hver dag.
Tag ud i møbelforretningerne, sæt jer på forskellige modeller, og bliv siddende lidt længere end de 20 sekunder, det tager at konstatere, at stolen er pæn.
For spisebordet er et af de steder, hvor design og hverdag helst skal kunne holde ud at sidde ved siden af hinanden.
Der må gerne være plads til det personlige
Et nyt eller nyindrettet køkken behøver ikke ligne et køkken, der lige er blevet pakket ud på én gang.
Jeg synes ofte, et køkken bliver mere interessant, når der også er plads til noget, der ikke nødvendigvis var en del af den oprindelige plan. Det kan være en gammel stol ved spisebordet, en lampe du har haft i mange år, arvet porcelæn eller noget helt andet, som egentlig ikke burde passe ind, men gør det alligevel.
Det betyder heller ikke, at du skal fylde køkkenet med minder og arvestykker. Men der må gerne være noget, der fortæller lidt om dem, der bor der.
Så når du leder efter køkkeninspiration, behøver spørgsmålet ikke altid være:
Hvad passer til mit køkken?
Nogle gange er det mindst lige så interessant at spørge:
Hvad har jeg lyst til at beholde?
Skal der være plads til en køkkenø?
Køkkenøen har for længst fundet vej ind i både nye og ældre køkkener, og jeg forstår godt hvorfor. Den kan give ekstra bordplads, opbevaring og et naturligt sted at samles, mens der bliver lavet mad.
Men en køkkenø er ikke automatisk en god løsning, bare fordi der fysisk kan klemmes én ind.
Der skal være ordentlig plads omkring den, så skuffer, skabe og opvaskemaskine kan åbnes, uden at resten af familien skal trække maven ind for at komme forbi. Og hvis køkkenøen betyder, at en spiseplads, I bruger hver dag, skal væk, ville jeg tænke mig om en ekstra gang.
Har du et ældre køkken, behøver en ny køkkenø heller ikke nødvendigvis matche de eksisterende elementer. En anden farve eller et andet materiale kan få den til at ligne et bevidst valg fremfor et forsøg på at ramme en køkkenfront, der måske udgik for ti år siden.
Køkkenøen skal først og fremmest gøre køkkenet bedre at bruge. At den samtidig kan være virkelig flot, er selvfølgelig heller ikke nogen ulempe.
Vælg bordplade til den hverdag den faktisk skal holde til...
Bordpladen fylder meget i et køkken. Både visuelt og i hverdagen. Derfor ville jeg ikke vælge den alene ud fra, hvad der ser flottest ud i køkkenudstillingen.
Tænk også over, hvordan I bruger køkkenet. Bliver der lavet mad hver dag? Står der børn og bager direkte på bordpladen? Er du typen, der tørrer en vanddråbe op med det samme, eller opdager du den først senere? Og har du det fint med, at et naturmateriale får spor med tiden?
Der findes ikke én bordplade, der er bedst til alle. Nogle kræver mere vedligeholdelse, nogle tåler hverdagen bedre end andre, og priserne varierer rigtig meget.
Blandt de mest almindelige muligheder finder du:
- Komposit - knuste stenmaterialer og findes i virkelig mange farver
- Træ - massiv træ som ældes smukt men skal vedligeholdes jævnligt
- Laminat - ofte spånplade med overflade af forskellig art og nuance
- Beton - smuk og indutriel som du kan støbe selv (men husk armering)
- Bambus - en af vores mest bæredygtige træsorter med en smuk glød
- Marmor - findes i mange forskellige marmorsorter og nuancer
- Stål - som med beton opnår du et ret industrielt udseende
- Granit - naturmateriale som giver et råt udseende og flot struktur
- Keramik - lavet af porcelæn og virkelig robust
Mit bedste råd er stadig at se og mærke materialerne i virkeligheden. En bordplade skal trods alt ikke bare se godt ud på et billede. Du kommer til at stå med hænderne på den rigtig mange gange om dagen.
Når inspiration skal omsættes til dit eget køkken
Køkken inspiration er dejligt, men der kommer også et tidspunkt, hvor man skal lukke lidt ned for billederne og finde ud af, hvad der faktisk passer hjemme hos en selv.
For du behøver ikke have både køkkenø, marmor, åbne hylder og den lampe, du har gemt på Instagram. Vælg de løsninger, der passer til rummet, hverdagen og dem, der skal bruge køkkenet.
Er det mest de mindre ting omkring selve køkkenet, du har lyst til at ændre, har jeg samlet flere køkkenindretning tips om blandt andet belysning, kunst, kogebøger og de ting, vi vælger at have stående fremme.
Og trænger det eksisterende køkken til mere end nye ting på hylderne, kan du fortsætte til mine 10 idéer til en køkken makeover uden nødvendigvis at rive det hele ned.
Inspiration er bedst, når man ikke føler sig forpligtet til at bruge det hele…
