11 ting du bør overveje at smide ud
Marts 2025
11 ting du bør overveje at smide ud - for et friskere og mere harmonisk hjem
11 ting du bør overveje at smide ud, hvis du vil have et smukt og indbydende hjem. For det handler ikke kun om, hvad vi tilfører, men også om, hvad vi slipper af med. Der er ting, vi beholder af vane, men som egentlig ikke gør noget godt for vores bolig eller vores hverdag. Hvis du ønsker en mere harmonisk indretning, kan du starte med at tage et kritisk blik på disse 11 ting og overveje, om det er tid til at give slip.
Gamle nussede plaider
En blød plaid er skøn på sofaen eller i lænestolen, men når den begynder at se trist, fnulret og ulden ud, trækker den mere ned, end den tilfører hygge. Gå dine plaider igennem. Kan de reddes med en vask eller en tekstilshaver? Hvis ikke, så overvej at udskifte dem med en ny, frisk version, der passer til din indretning.
Pyntepuder der har mistet formen
Sofapuder skal være indbydende og behagelige, men hvis de er blevet helt monkede og sammenfaldne, gør de ikke længere noget godt for din stue (eller din nakke). Er betrækket stadig smukt? Så gem det, men køb nye monteringspuder, så de får fylde og liv igen.
Hullede håndklæder
Gamle, slidte håndklæder med huller eller frynsede kanter giver et rodet udtryk på badeværelset. Overvej at sortere dem fra. Nogle kan genbruges som klude, mens andre måske kan doneres til et dyreinternat. Erstat dem med nye, bløde håndklæder, der giver en følelse af velvære i hverdagen. Husk gerne, at nye håndklæder med fordel kan ligge i blød i koldt vand i 24 timer inden første vask. Så får du de lækreste håndklæder derefter.
Gamle manualer, som alligevel ligger tilgængelige online
Har du en skuffe eller en mappe fyldt med brugsanvisninger til alt fra kaffemaskinen i køkkenalrummet til gamle fjernsyn? De fleste manualer findes online i dag, så i stedet for at gemme på bunker af papir, så sorter dem fra og skab mere plads i dine skabe og skuffer.
Kosmetik der er for gammelt
Læbestifter, cremer og mascaraer har en udløbsdato, og når de overskrides, mister produkterne ikke kun deres virkning, men kan også blive uhygiejniske. Gå dine skuffer og åbne hylder igennem, og smid det ud, der er blevet for gammelt eller sjældent bliver brugt. Dit badeværelse vil føles mere rent og overskueligt bagefter.
Håndarbejdsartikler du ikke kommer til at bruge mere
Vi kender det alle! En kurv med garn, halvfærdige broderier eller bunker af scrapbogsmateriale, som vi havde gode intentioner med, men aldrig har fået brugt. Hvis du inderst inde godt ved, at det aldrig bliver til noget, så giv det væk til nogen, der kan få glæde af det, eller sorter det fra.
Vasketøjskurve uden aftagelig inderpose
Vasketøjskurve uden en vaskbar pose kan hurtigt samle støv, fugt og uhumske bakterier. Hvis din kurv ikke kan rengøres ordentligt, så overvej at skifte den ud med en model, hvor posen kan tages ud og vaskes ved høj temperatur. Det gør en stor forskel for hygiejnen på badeværelset, i soveværelset eller hvor den nu står.
Ødelagt interiør du håber ingen bemærker
En skæv lampe, en revnet vase eller en stol med en løs skrue. Ting, vi vænner os til at ignorere, men som faktisk forringer helhedsindtrykket af vores hjem. Gå dit interiør efter og vær ærlig; Kan det repareres, eller er det på tide at skille sig af med det?
Langhårede gulvtæpper der har samlet lige lidt for meget
Tykke gulvtæpper under sofaborde og spiseborde kan være hyggelige, men de opsamler også støv, krummer, madrester, hår fra husdyrene og snavs over tid. Især hvis de har ligget der i mange år. Hvis dit tæppe ikke længere kan renses ordentligt, er det måske tid til at overveje en udskiftning for at skabe et friskere indeklima.
Visner planter der ikke kan reddes
Vi har alle prøvet at holde liv i en plante, der har set bedre dage, men hvis bladene bliver ved med at visne, og jorden ser tør og trist ud, er det måske tid til at give slip. Udskift døde planter med nye grønne vækster, der kan bringe frisk energi og liv til dit hjem.
Badeforhæng der har set bedre dage
Et badeforhæng bliver hurtigt en overset kilde til snavs og bakterier. Hvis dit forhæng har misfarvede kanter, skimmelpletter eller en grim lugt, som ikke forsvinder trods vask, er det tid til at skifte det ud. Badeforhæng udsættes dagligt for fugt, hvilket gør dem til en magnet for mug og bakterier. Og det er noget, der ikke just bidrager til et rent og velduftende badeværelse. Vælg et forhæng i et vaskbart materiale, og sørg for at lufte det godt ud efter hvert bad for at forlænge dets levetid.
At rydde ud i disse 10 ting vil give dit hjem et frisk pust og en følelse af lethed. Når vi fjerner det, der ikke længere fungerer, skaber vi plads til det, der virkelig gør os glade. Hvilke af disse ting kan du genkende hjemme hos dig selv – og er det tid til at sige farvel til dem?
Personen bag
Mit navn er Charlotte Karlsson, og jeg er indretningskonsulent og boligindretter med over 7 års professionel erfaring indenfor indretning. Jeg står bag KARLSSON Indretning & Design, hvor mit fokus er at skabe rum, der ikke kun er smukke, men også afspejler personlighed og funktionalitet.
Min erfaring spænder bredt – fra at give nyt liv til den tomme projektbolig til at skabe stemningsfulde og indbydende hjem gennem skræddersyede løsninger, salgsstyling og sommerhusindretning. Uanset om det handler om en ny bolig, en optimering af et eksisterende hjem eller en tom projektbolig, er mit mål altid det samme; at skabe et hjem, der føles som dig.
Derudover arbejder jeg som frivillig arkitekt i Røde Kors’ projekt Fra Bolig til Hjem, hvor jeg hjælper kvinder, der er flyttet fra krisecenter, med at indrette trygge og velfungerende hjem. Dette arbejde betyder meget for mig, da det handler om at skabe en ny start og en følelse af tilhørsforhold gennem indretning. Tag et kig rundt på min hjemmeside og lad dig inspirere – måske kan vi sammen skabe et rum, der føles som dit.