Cluttercore
Oktober 2025
Cluttercore - måske den næste store indretningsstil
I en tid hvor mange boliger har fulgt minimalistiske principper med neutrale farver og få ting, melder der sig nu en ny indretningsretning: cluttercore. For dig som ønsker en nordisk inspireret boligstil med varme naturmaterialer kombineret med karakter og personlighed, kan cluttercore sagtens være den oplagte løsning.
Hvad er cluttercore?
Cluttercore handler om at fylde boligen med dine ting. Ting som betyder noget for dig, og arrangere dem med omtanke. Det er ikke blot “rod”, men en bevidst styling, hvor hylder, skabe og vægge bliver udtryk for din historie, dine interesser og dine minder. Som boligtrend har cluttercore rødder i sociale medier som TikTok og Instagram, hvor #cluttercore allerede i skrivende stund har over 50.000 opslag.
Stilens kendetegn
- Hylde- og vægflader der er aktivt udnyttet til at vise bøger, billeder, ting og samlinger.
- Et miks af farver, teksturer og mønstre. Ofte med naturmaterialer, planter og vintagefund, som giver dybde og liv til rummet.
- Betoning af mening og følelser. De ting, du styler med, skal være elskede og udvalgte. Ikke bare fyld. Med andre ord: organiseret kaos snarere end rodet ophobning.
- En reaktion på den stadig populære minimalistiske boligtrend. Hvor minimalisme siger “færre ting”, siger cluttercore “vis hvem du er gennem dine ting”.
For mig som indretningskonsulent betyder cluttercore, at vi arbejder med at fremhæve dine personlige genstande, såsom rejseminder, bøger, tekstiler, planter og samlinger. Vi integrerer dem i en helhedsindretning, der både er overskuelig og karakterfuld.
Gør-det-selv cluttercore
- Start med dine personlige ting: Find og vælg de ting, der betyder noget. Bøger, fotoalbum, arvestykker, tekstiler, planter, kunst mm. Cluttercore går ikke ud på at købe alt nyt, men på at bruge det, man har, med omtanke og på en ny og anden måde. Men selvfølgelig kan du supplere med nyt, hvis du føler der skal lidt mere til.
- Organisere: Selvom det er more is more, betyder det ikke kaos. Hver ting bør have sit eget sted og en base. F.eks. din bogreol, dit vitrineskab, hylde eller anden overfalde, så det samlede udtryk er fyldt, men stadig struktureret.
- Flere lag og variation: Bland teksturer, materialer, planter og farver og arbejd med forskellige højder for at skabe dybde og noget for øjet at se på. Undgå at alt er på samme niveau eller i nøjagtig samme farve.
- Bevar alligevel roen og balancen: Selv i et fyldt rum skal der være visuelle pauser. Lidt luft mellem dine udvalgte ting, så det samlede rum ikke bliver alt for opslugende og overvældende.
- Nordisk stil og farvepalet: I min foretrukne stil, nordisk inspireret, med træ, naturmaterialer og nuancer fra naturen, kan cluttercore eksekveres med f.eks. varme egetræsmøbler, vægkunst, planter og samlinger af keramik og genbrugsting. Farverne kan være dæmpede, men materialerne mange. Det giver en flot kontrast til det mere overdådige udtryk, men stadig med personlighed og varme.
Gør det enkelt – og gør det til dit
Selvom min egen indretningsstil hos KARLSSON Indretning & Design typisk bevæger sig i den mere enkle, nordisk inspirerede retning med fokus på naturmaterialer, ro og balance, betyder det ikke, at jeg ikke kan arbejde med en stil som cluttercore. Tværtimod. Som professionel indretningskonsulent handler mit arbejde om at forstå og fortolke din personlige stil og omsætte den til et sammenhængende og personligt udtryk, der passer til dig og din bolig.
FAQ om Cluttercore
Hvordan adskiller Cluttercore sig fra klassisk maksimalisme?
Selvom Cluttercore og maksimalisme begge hylder det personlige og det fyldige udtryk, er Cluttercore mere emotionel og nostalgisk. Hvor maksimalismen ofte handler om visuel rigdom og farver, handler Cluttercore om at omgives af genstande, der har betydning. Det kan være arvestykker, ferieminder, loppemarkedsfund eller bøger, der fortæller historien om dig.
Kan Cluttercore fungere i en lille lejlighed eller mindre rækkehus?
Ja, faktisk trives Cluttercore-stilen ofte bedst i mindre hjem, fordi den skaber en følelse af hygge, varme og tryghed. Det handler blot om at indrette med omtanke og sørge for, at tingene stadig har en vis orden.
En reol opdelt i zoner, små skabe med kurve og en gennemgående farvepalette kan holde stilen rolig, selvom den er fyldig.
Hvordan undgår man, at Cluttercore bliver rodet i stedet for charmerende?
Det handler om balancen mellem mængde og mening.
Hvert element skal have en historie eller en funktion, og der bør være en rød tråd i farver eller materialer. Som professionel indretningskonsulent anbefaler jeg ofte at skabe små stilleben eller samlinger.
Det giver et roligt udtryk midt i alt det personlige.
Passer Cluttercore til den nordiske indretning som mange har i dag?
Ja, overraskende godt. Især når man lader naturens materialer og afdæmpede farver danne bagtæppet. Cluttercore i nordisk version handler ikke om skrigende farver og overfyldte flader, men om at tilføje sjæl og varme til det enkle hjem. Det kan være gennem tekstiler, kunst, arvestykker og håndlavede objekter, der tilfører personlighed uden at gå på kompromis med det enkle.
Vidste du?
Cluttercore kræver en særlig sans for helhed, proportioner og visuel balance, for netop dér ligger forskellen mellem rodet og bevidst sammensat. Jeg kan hjælpe med at skabe den rette struktur i udtrykket, så dit hjem stadig føles levende og personligt, men uden at miste den ro, der gør, at man har lyst til at opholde sig i rummet. Det handler i sidste ende om at finde den rigtige balance mellem det personlige og det harmoniske, og det er præcis dér, jeg kan bidrage som fagperson.
Personen bag
Mit navn er Charlotte Karlsson, og jeg er indretningskonsulent og boligindretter med mange års professionel erfaring indenfor indretning. Jeg står bag KARLSSON Indretning & Design, hvor mit fokus er at skabe rum, der ikke kun er smukke, men også afspejler personlighed og funktionalitet.
Min erfaring spænder bredt – fra at give nyt liv til den tomme projektbolig til at skabe stemningsfulde og indbydende hjem gennem skræddersyede løsninger, salgsstyling og sommerhusindretning. Uanset om det handler om en ny bolig, en optimering af et eksisterende hjem eller en tom projektbolig, er mit mål altid det samme; at skabe et hjem, der føles som dig.
Derudover arbejder jeg som frivillig arkitekt i Røde Kors’ projekt Fra Bolig til Hjem, hvor jeg hjælper kvinder, der er flyttet fra krisecenter, med at indrette trygge og velfungerende hjem. Dette arbejde betyder meget for mig, da det handler om at skabe en ny start og en følelse af tilhørsforhold gennem indretning. Tag et kig rundt på min hjemmeside og lad dig inspirere.
